Pages

Monday, 20 February 2012

Maleri med tusch og blyant


Af Lars Pryds

Fra torsdag den 8. marts viser Galleri Lisse Bruun i København nye malerier af Susanne Schmidt-Nielsen. Eller er det malerier? Faktisk er billederne noget så sjældent som en kombination af acryl-maleri og tegning med både blyant og tusch. Og de umage materialer blander sig på lærrederne med en overraskende lethed.

Kunstnere har altid brugt blyanten i forstudier til maleri eller direkte på lærredet som skitse til det endelige motiv, der så males op i olie eller acryl. Susanne Schmidt-Nielsen bruger derimod blyanten – og det sorte tusch – som en integreret del af motivet. Store områder i et billede kan således være opbygget af skravering med blyant eller grundmotivet være tegnet med dybsort kinesisk tusch.

"Jeg ser blyantsskraveringen som en struktur, der giver bevægelse, lethed, håndens tydelige spor, en anden form for nærhed – i kontrast til den mere gennemmalede flade som jeg kan opnå med blæk, akryl maling eller papir," siger Susanne Schmidt-Nielsen. I enkelte værker indgår syede streger – som har lidt samme karakter som den tegnede streg, blot i et andet materiale.

Motiverne er alle hentet hjem med et kamera – og dernæst i udsnit 'samplet' med andre udsnit, forenklet og stiliseret til noget der ved første øjekast ligner abstrakte former, men altid med elementer fra virkeligheden der er mere eller mindre genkendelige: Er det et stillads, en kran, et udsnit af et pariserhjul? Den forenklede form, linjer, strukturer og spændingen mellem de forskellige elementer er vigtigere for Susanne Schmidt-Nielsen end en nøjagtig og naturtro gengivelse af objektet.

Kompositionerne opbygges nøjsomt og med stor stilsikkerhed. "Hvis jeg tilføjer endnu et element, så skal det gøre en stor forskel, ellers vil jeg hellere holde billedet enkelt og mod det tomme," siger kunstneren og tilføjer: "Mine billeder må gerne være stille frem for larmende. De må gerne kræve noget af beskueren – må gerne ligesom vokse frem, efterhånden som man får kigget på dem, kigget ind i dem, ind i lagene – det hele ligger ikke i overfladen!"

Susanne Schmidt-Nielsens billeder er blevet kaldt en politisk kommentar til moderne teknologi. Det har nu aldrig været tanken, men kunstneren er imponeret over, at hendes billeder kan give folk vidt forskellige associationer: "Jeg forsøger at give mine billeder en åbenhed, der gør det frit at gå på opdagelse og at forstå billedet i en sammenhæng, der giver den enkle mening," siger hun.

Udstillingen i Galleri Lisse Bruun omfatter ca. 20 arbejder i formater fra 30x30 cm op til 160x75 cm, alle lavet specielt til denne udstilling. Der er fernisering torsdag den 8. marts kl. 17-19, sidste udstillingsdag er lørdag den 31. marts.


8.-31. marts 2012
Galleri Lisse Bruun
Store Kongensgade 99, København K
Telefon/fax 33 14 59 62
Åben: Onsdag-fredag kl. 12-18, lørdag 11-14.





Alle fotos: © Susanne Schmidt-Nielsen 2012

No comments:

Post a Comment

Note: only a member of this blog may post a comment.