Valgdagens avisforsider – snart yesterday's news

Mens vi venter på valgresultatet, kan vi jo passende se på et lille udvalg af dagens avisforsider. Hvordan valgte redaktionerne – i går – at åbne for “den særeste dag i en politikers liv” – vel vidende at denne dags forside er glemt endnu hurtigere end de fleste forsider, når først resultatet er talt op? Med skiftende held – Berlingske klarede det bedst af dem jeg har set. Og det siger jeg altså ikke fordi de betaler min løn – de havde bare den bedste form på dagen.


Dagens vinder
******
Berlingskes forside er opdelt i en rød og en blå halvdel og signalerer dermed præcist, hvad valgkampen er endt med at være – nemlig en kamp mellem de to blokke. Det er rent, enkelt og tæt på en kliché – men æstetisk i balance uden at blive kedelig. Budskabet i rubrikken er tydeligt: "Du bestemmer" – mens Berlingskes egen holdning fremstår lige så klart. En ironisk detalje er, at den uforbeholdne støtte til blå blok er anbragt i det røde felt i øverste højre hjørne ...


The runner-up
******
Jyllands-Postens forside spiller også på valget mellem rød og blå – her i form af en kunstmaler, der skal sætte farve på det jomfruelige lærred – og er i tvivl om, hvilken tube der skal bruges. Lige lovlig underspillet (i det matte avistryk ses de to små farveklatter nok ikke helt så tydeligt, som de fremstod på skærmen) – men det er befriende, at JP ikke føler trang til at råbe højt på valgdagen. Det bliver der nok brug for i morgen. Som Berlingske bruger JP hele forsiden på valget – et rigtigt valg (undskyld) denne dag. Inde i avisen gentages kunstmaler-temaet med hele tre blanke lærreder, men uden særlig elegance. En god idé, der virker på forsiden men ikke følges ordentligt til dørs i artiklen, hvor tekstspalterne er fremmedelementer på lærrederne.


Den oplagte
******
24timer har valgt den oplagte løsning: i dag skal vi allesammen sætte et kryds, så vi sætter et ordentligt ét på forsiden. Ikke særligt originalt, men til gengæld henviser krydset til en artikel inde i avisen, som er aldeles anvendelig: Her kan man lige nøjagtig "finde sit parti på ti minutter" på vej i S-toget eller bussen. Og selv om der er andre henvisninger til rejsetillæg, forbrugerhistorier og filmanmeldelser på forsiden, er krydset til at få øje på.


Ordspillet
******
BT's forside er ret kedelig, og for en gangs skyld ikke særlig tabloid-avis-agtig: Udynamisk foto, uprioriterede rubrikker – det eneste der er leget med er en lidt søgt bogstavleg med de to topkandidater fra henholdsvis A og V. Måske er BT bare bedst, når der kun er én klar historie at fortælle – ikke til den lidt afventende situation vi er i, før der virkelig er noget at fortælle (så i morgen bliver det sikkert BT's dag). Faktisk er det nemt at springe direkte til den eneste anden historie der præsenteres – om Lindegaards debut i målet hos Man U.
__Til gengæld skal BT have en stor ros for et opfindsomt stunt inde i avisen – hvor de midterste fire sider i avisen er en plakat, der på begge sider har overskriften "VALGETS VINDER" – men selvfølgelig viser henholdsvis den røde og den blå statsministerkandidat. Så kan man hænge den op man synes bedst om – og evt. vende den om når stemmerne er talt op.


Den store skuffelse
******
Normalt er Politiken velforberedt på store begivenheder og præsenterer store flotte og gennemtænkte løsninger. Valgdagsforsiden er derfor en skuffelse – selv om den er ryddet og ren (bortset fra en liste A-annonce i bunden). Bærende illustration er en uformelig klump af ord, genereret i programmet Wordle, der skriver de hyppigst brugte ord (her fra den afsluttende partilederdebat) i de største skrifttyper. Det er ikke design, det er knap nok journalistik, det er datagenereret nødløsning. Dét kan I gøre bedre, guys. Hvor jeg hos BT sprang til sporten, er det her fast forward til film-tillægget.


Den kedelige
******
Information har fundet de røde typer frem, i overensstemmelse med avisens politiske tilhør. Rubrikken forudser det sandsynlige, og dét resultat Information helst vil have af valget. De stiver sig af til valgaftenen med research i filmens verden, hvor det tilsyneladende oftest er den røde blok, der løber af med sejren i politiske film. Så forsiden henviser som noget helt usædvanligt ikke til den politiske dækning, men til et essay i kultursektionen. Dét faktum giver Information en enkelt stjerne, for med hensyn til design og kommunikation er forsiden altså ikke noget at råbe hurra for. En fesen lyseblå bund med fede røde bogstaver? Come on, Informer, I kan altså også gøre det bedre.

PS. Hvis du har andre eksempler, som er enten flotte eller det modsatte, så vil jeg rigtig gerne se dem.

Makaber dukkedans

Mens alt endnu er nogenlunde fred og idyl: Slangen og den mediterende yogi i omfavnelse. Stillbillede fra Nathalie Djurbergs seks et halvt minut lange videoværk “Snakes Knows It’s Yoga”, 2010. Foto: Nathalie Djurberg.

Fra Kunstavisen nr. 8, 2011, p13

Barske historier fortalt i et grotesk og humoristisk billedsprog, akkompagneret af en markant lydside. Svenske Nathalie Djurberg har indtaget Gl. Strands to øverste etager med tre videoværker og en stribe skulpturer, der spejler persongalleriet fra det urovækkende filmiske univers.

Af Lars Pryds pryds@mac.com

De tre film (samt en serie ældre videoværker der også vises på udstillingen) er skabt som ‘claymations’, en dukkefilmsteknik, hvor hver enkelt bevægelse er optaget ét billede ad gangen. Normalt forbinder man dukkefilm med barnlig glæde, men Djurberg bruger mediet til at formidle groteske og uhyggelige fortællinger.

Det starter ofte stilfærdigt – som i titelfilmen “Snakes Knows it’s Yoga”, hvor en slange snor sig om en mediterende yogi, der først fascineres af slangens inciterende ‘danse macabre’ men ender med at blive hypnotiseret og flænset i stumper og stykker. Eller de sensuelle piger i “The Experiment (Greed)” der dels danser kælent, dels misbruges af tre magtfulde præster, men også sønderriver hinanden. Hvem er bøddel, hvem er offer?

Filmene kan ses som undersøgelser af magt, sexualitet, underkastelse, (selv)destruktion og af menneskets søgen efter en mening med virkeligheden. Og vel at mærke en virkelighed, der kan være fyldt med kontraster: “Ved at vise noget rigtig ondt og grimt, kan du samtidig vise noget fantastisk smukt,” som Nathalie Djurberg har formuleret det i et interview med ‘kunsten.nu’. Brugen af dukkefilm som medie hjælper også med til at gøre fortællingen lettere at kapere, hvor voldsom den end måtte være: “Når man bruger det barnlige, komiske og groteske, kan man lettere håndtere noget der er hårdt.”

Djurberg giver ikke direkte forklaring på hvad det er, hendes personer søger efter – men overlader det til beskueren at tænke over den barske virkelighed. Måske er der lidt af os selv i figurerne og deres usikkerhed?

Uanset om man tryllebindes af filmværkerne (hvis lydside er skabt af Djurbergs kæreste, komponisten Hans Berg) eller går på opdagelse blandt de knap 40 vitriner med statiske figurer – yogier, trolde, præster, østerlandske guder og tynde kvinder i obskøne positurer eller med afrevne lemmer – er kontrasten der; kontrasten mellem det umiddelbart smukke og det latent farlige.

Figurerne er ikke store, men utroligt livagtige – især et par steder på midteretagen, hvor gulvet giver efter og får figurerne til at vibrere inde bag glasset. Man venter næsten at se den nøgne arkivar trække skufferne ud, eller de mediterende guruer svæve op fra gulvet. Det gør de dog ikke – men det er en anbefalelsesværdig og tankevækkende oplevelse at bevæge sig ind i Djurbergs grotekse univers, der efterlader serier af billeder på nethinden længe efter.


Nathalie Djurberg: Snakes Knows It’s Yoga
Kunstforeningen Gl Strand
Gl. Strand 48, København
Til 13. november 2011
www.glstrand.dk
Tirsdag-søndag 11-17, onsdag-torsdag 11-20, mandag lukket