Den politiske Picasso

Udstillingens hovedværk “Lighuset” fra 1944-45 er Picassos ‘reportage’ fra en massakre på en spansk familie, der blev myrdet i deres eget hjem. Foto: Succession Picasso/Billedkunst.dk


Fra Kunstavisen nr. 3, 2011, side 18.

Det er som om man aldrig kan få nok – af Picasso. Lige så utrættelig han var i sit arbejde, lige så umættelig synes verden at være efter at se hans enorme værk. Louisianas udstilling viser et nyt hjørne af det tyvende århundredes mest produktive og mest betydningsfulde billedkunstner.

Af Lars Pryds pryds@mac.com

Omkring 50.000 arbejder efterlod Picasso sig, da han døde i 1973. Et gigantisk værk, som det aldrig vil kunne lade sig gøre at vise, så man fatter den fulde sammenhæng. Derfor bliver – med et moderne businessudtryk – “pakketeringen” vigtig. Hvad skal vælges ud til lige netop denne udstilling? Hvilket tema skal der fokuseres på? Hvilken flig af værket skal vises?

Louisiana har valgt at fokusere på Picassos værk efter anden verdenskrig og på hans (samfunds)politiske engagement. Det giver god mening – og viser Picasso som en kunstner, der ikke kun eksploderer i farver, men derimod tager stilling til den verden, også han er en del af. Det sker i otte temaer, der præsenteres nænsomt med en introduktion på dansk og engelsk – formidlingsmæssigt eksemplarisk.

Lighuset
Udstillingens vigtigste værk er maleriet “Lighuset”, der kan minde om storværket “Guernica” fra 1937. Lighuset måler ca. 2 x 2,50 m (i modsætning til Guernicas 3,5 x 7,8 m), men er lige så voldsomt i både udtryk og indhold. Inspirationen til Lighuset fik Picasso fra en dokumentarfilm om massakren på en spansk familie, og de sort-hvide nuancer i billedet er med til at give billedet et både reportage-agtigt og dystert udtryk.

I det hele taget er udstillingen afdæmpet i koloritten – her er mere grisaille-maleri end normalt på Picasso-visninger. Nyd fx den grafisk sort-hvide “Udstrakt liggende model” fra 1969 eller den frodige tusch-lavering “Siddende musketer og nøgen, dansende kvinde”, hvor sidstnævnte frygtløst blotter sit køn og svinger barmen. Inciterende og kraftfuldt malet af en aldrende Picasso, året før han forlod denne verden.

Af grafiske værker ses kun ganske få – de fleste i temaet om fredsduen, som Picasso gjorde til et symbol for freden, da hans tegning af “Due med Olivengren” blev brugt på en plakat for “Nationalkongres for Fredsbevægelsen” i 1949. Plakaten er en af i alt 15, der vises samlet på en væg midt i udstillingen. Designmæssigt er de ikke noget særligt – det særlige er, at den allerede dengang verdensberømte Picasso bidrog med sine tegninger til kampen for fred.

Suveræn tegner
En lille afdeling under trappen adskiller sig fra udstillingens generelt dystre tone ved at vise livsbekræftende malerier fra Picassos atelier i Sydfrankrig, hvor han flyttede til, da hans parisiske atelier blev for overrendt. Her ses bl.a. to tegninger – begge motiver af en faun der spiller fløjte for en dansende kvinde – som også er interessante pga den lethed og sikkerhed de er tegnet med. En sikkerhed, der kun opnås gennem en menneskealders konstant arbejde med blyant og pensel.

Malerierne fylder dog mest. I Picassos malerier af opstillinger fra slutningen af og lige efter Anden Verdenskrig ses klassiske “vanitas”-symboler – fx kranier, slukkede stearinlys og visne blomster – der skal minde os om livets forgængelighed. I arbejdet med disse motiver bygger Picasso videre på malertraditioner fra både hollandsk og spansk malerkunst.

Andre eksempler på Picassos brug af ældre mestre som forlæg ses i hans parafraser over Manet’s “Frokosten i det Grønne” og Delacroix’ “Kvinderne fra Algier”. Men især billederne i serien “Sabinerindernes Rov” kobler sig på udstillingens titel og tema. Som i “Lighuset” er motivet her kvinder og børn, der slås ihjel af soldater. Disse billeder er blandt de stærkeste på hele udstillingen.

Imponerende, at det er muligt at sætte Picassos værk ind i endnu en sammenhæng, i en ny “pakke” – denne gang den alvorlige, samfundsbevidste og kommenterende maler. Men med det enorme materiale, der er at tage af, varer det længe, inden vi når til gentagelserne.

Picasso Fred & Frihed
Louisiana
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
www.louisiana.dk
Til 29. maj 2011



Kun et år før han dør maler Picasso dette lille livsbekræftende optrin – “Siddende musketer og nøgen, dansende kvinde”. Foto: Succession Picasso/Billedkunst.dk 2011.

Magi i mørket

Der er både magi og lyrik i de utydelige skygger, der bevæger sig henover et øjebliksbillede i Jim Campbells “Fundamental Interval Commuters”. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Fra Kunstavisen nr. 3, 2011, side 35.

Jim Campbell tager os med til grænsen for, hvad det menneskelige øje kan opfatte.

Af Lars Pryds pryds@mac.com

Installation eller udstilling? Et øjeblik er man i tvivl, for hele Diamantens søjlesal henligger næsten i mørke. Efterhånden vænner øjnene sig til, at det eneste lys i rummet kommer fra værkerne, som er rektangulære og ophængt som på en klassisk maleriudstilling. Altså er det en udstilling.

Hvert enkelt værk er til gengæld en lille film, så det er nærmest 14 biografer man finder på væggene. Jim Campbell arbejder med lysdioder, der skifter intensitet og udgør et net, lidt lige som raster i fx avistryk. I de fleste værker er der foran lysdioderne anbragt en matteret glas- eller acrylplade, der på samme tid slører og tydeliggør de filmsekvenser, der fremkommer når lyset skifter.

“Fundamental Interval Commuters” er et foto af mennesker, der går hen over et banegårdsgulv – fotograferet med så lang lukkertid, at kun det ben der rammer gulvet er tydeligt. Filmen bag pladen viser folk bevæge sig hen over nøjagtig det samme sted – men så utydeligt at man mere fornemmer bevægelsen end ser menneskene. Samme princip ses i et andet værk, hvor det er et gadekryds i “Montgomery Street”, der udgør det ene lag i billedet, mens biler og fodgængere krydser gaden som tågede spøgelser.

Et fremtrædende tema er det “at gå” – i “Motion and Rest” ses en kvindefigur humpe afsted med sin stok. En lignende bevægelse ses i “Exploded View” hvor en mand småløber på en endeløs strand, falder med mellemrum og rejser sig møjsommeligt for at løbe videre.

I udstillingens fyldige katalog fortæller kvinden med stokken om oplevelsen ved at se sig selv blive “opløst” til det slørede udtryk: “Jim Campbell har gjort mig til en skygge, så min krop er visket helt ud, bortset fra bevægelsen. Campbells lys synger min bevægelses lyrik”.

Det ER lyriske bevægelser der kommer ud fra lyskasserne på væggen – i en forunderlig undersøgelse af, hvornår det vi ser, er tydeligt eller utydeligt. Udstillingens største værk, “Home Movies”, bruger væggen bag de mange pærer som ‘lærred’, og set tæt på bliver det store format til rent lys i skiftende styrke – motivet forsvinder. En udstillingsgæst spurgte, efter at være kommet lidt på afstand: “Har det været så tydeligt hele tiden?” Ja og nej, er svaret – alt afhængig af hvor man placerer sig i forhold til værket.

Enkelte still-fotos skildrer bevægelsen som fotografiske “gennemsnit” – fx “Dynamism of a Cyclist”, hvor 90 sekunders cykling er reduceret til ét billede. Men det er de små stramt strukturerede værker der er mest betagende, med deres magiske og endeløse koreografi af mennesker i bevægelse. Man skal sætte god tid af, hvis man vil opleve alle filmene – tydelige eller utydelige.

Jim Campbell: Material Light
Det Nationale Fotomuseum
Diamanten
Søren Kierkegaards Plads 1, København
www.kb.dk
Til 16. april 2011

Det smukke i det efterladte

I Lotte Aggers bearbejdede foto “Skåret ud, Stole” er velkendte, afskallede stadionsæder taget ud af deres vante sammenhæng og sat ind i et nyt landskab – fanget mellem en uklar himmel, et lidt for langhåret græstæppe og kameraets blitz.

Fra Kunstavisen nr. 3, 2011, side 27.

Superenkle er de, Lotte Aggers bearbejdede fotografier. En campingvogn, en flagstang, et drivhus, en garage eller en række stole på et stadion. Uskyldige hverdagsting, som vi alle kender. Men gemmer de på hemmeligheder?

Af Lars Pryds pryds@mac.com

Egentlig var Lotte Agger maler. Men da hun ofte benyttede fotos som udgangspunkt for malerierne, var billedet jo sådan set allerede færdigt, inden der kom noget på lærredet. Derfor var det naturligt at skifte penslen ud med en stærk computer og lærredet med højkvalitets fotoprint. “Det er motivet, der interesserer mig, ikke processen,” fortæller Lotte Agger.

De hverdagsagtige motiver finder hun på gåture med hunden – gennem pæne forstadskvarterer, hvor der gemmer sig knapt så pæne ting, der er glemt, efterladt eller bare overset. Tag campingvognen – en slidt gammel sag, der bare står dér. Nogen har en gang haft en drøm, eller en plan, med den campingvogn, men det ser ud som om det er længe siden.

Lotte Agger skærper vores iagttagelse af de ting, vi glemmer at lægge mærke til til daglig. Når hun skubber rundt med pixlerne i Photoshop, er det for at skære alt overflødigt væk, så det der står tilbage er det rene billede, eller den rene stemning – som billede på dét sug i maven det kan give, når man kører gennem et boligkvarter og ser sig godt omkring.

Hun kunne ikke finde på selv at arrangere virkeligheden – fx ved at stille ting ud på gaden og fotografere dem. Det manipulerende finder sted på billedfladen i de fotografier hun tager, og der er ikke gjort noget forsøg på at skjule, at der er tale om manipulation. De 15 fotos på udstillingen er bygget op i samme stramme komposition, og Lotte Agger er bevidst om, at der er en indbygget fare i at de kommer til at ligne hinanden. Til gengæld giver det en flot seriel sammenhæng, og man kan koncentrere sig om at lede efter billedets historie – eller skabe sin egen.

Til at variere det stramme udtryk i fotografierne har Lotte Agger til denne udstilling lavet en serie fotos af plastic-figurer (dukkefigurer, bondegårdslegetøj etc.), forstørret dem flere hundrede gange og bogstaveligt talt skåret dem ud i pap. Transformationen af en 5 cm stor plastic-hund til en størrelse på fx 30 x 40 cm gør, at vi ser de detaljer, vi ikke lagde mærke til, da vi legede med tingene som barn. Også her får vi øjnene op for, at tingene måske ser anderledes ud end vi umiddelbart tror.


Lotte Agger: Skåret ud
Galerie Pi
Borgergade 15 D
København K
www.galeriepi.dk
Til 16. april 2011




Lotte Agger: “Skåret ud, basketnet”. Den oprindelige placering af basketball-nettet er fjernet i Lotte Aggers tomme landskab. Tilbage er den rene oplevelse.


Som en silhouet og flad som en påklædningsdukke står "Stenhuset" af Lotte Agger foran en uskarp himmel.

The first 2011 SNDS Magazine is out!

Hopefully, all members and subscribers have by now received their printed copy of SNDS Magazine 1/2011. We still believe in print! For the rest of you, take a look at the online version below, or head on to snds.org to join the organization and get the printed magazine mailed to you. You can also read this issue and the previous ones at snds.org/magazine

In this issue, we have a lot of great stuff for you: There's the final program for the SNDS seminar in Stockholm. One of SNDS' founders, Børge T. Skovsende, looks back ­ on the first 25 years of SNBS – and ahead. A new series: SND GLOBAL looks into what members in other parts of the world are up to. PLUS: Two redesign projects, Adresseavisen and Berlingske – the oldest newspapers in Norway and Denmark, respectively; we take a closer look at The Daily; we show fabulous vintage art direction from Fortune magazine; we have photographers crossing borders – and a rain of awards coming up. Have fun!

Read the editorial for SNDS Magazine issue 1, 2011:
http://www.prydsblog.com/2011/03/roots-and-wings.html

Roots and Wings

Editorial, SNDS Magazine 1, 2011

»Just because you’ve got roots /
Doesn’t mean you can’t have wings«
– Jill Johnson, 2003

Both Adresseavisen and Berlingske have old, strong roots. However, being the oldest newspaper in Norway and Denmark, respectively, does not keep them from trying to fly high with new wings. Both were redesigned in January, because even after having survived for more than two hundred years, it is necessary to adjust and adapt to new realities. We take a look at these two old, but new, newspapers on pages 18–24.

As a visual journalist, designer, editor, photographer, or which line of work you may be in, you fly out into the world once in a while – to get new inspiration, new skills, or even a new job. The real joy of travelling is to find people in other parts of the world who share your interests, and as part of the SND network you have these people at your fingertips. In this issue, we launch a series of articles portraying the other regions in the society. Appropriately, Lisbeth came up with the name SND GLOBAL for this project, and on page 26 we begin our voyage in SND Region 16 – SND/DACH, the German speaking countries Germany, Austria, and Schwitzerland. There’s a lot of great things to see ‘out there’.

Other great things to see are in fact rather small. A new addition to SNDS Magazine is the “Small fine graphic details” column, this time found on page 17. Here, we need your help: If you see or create a small graphic feature that is a bit out of the ordinary, give us a hint. This is not the place for big well-executed infographics or artsy illustrations (we’d like to hear about those too, for other pages), but rather the detail that gives a straightforward design a surprising twist. Post it in an email – and we will print it.

The Stockholm seminar is coming up – May 12-14 is only a few weeks away when you read this. We hope you will join us there, for a great rock’n roll party and for great presentations. See the full program on pages 6–11.
__In the program is also the award show – and from what we hear, it’s going to be great in many ways. The organizers have hired a charming young lady (no, we won’t tell you who – come and see!) to present the awards and kiss the winners’ cheeks. And there will be lots of kisses – the total number of awards is the highest ever, and so is the number of gold and silver awards! So you MUST come to Stockholm, to get your award or to enjoy the show – or both!

Speaking of awards – in his column on page 32 Anders Tapola mentions the SND winners who have also just been announced. One detail is rather interesting: If the top winner on the list (Los Angeles Times) receives 87 awards (that’s eighty-seven) – how many entries did they submit? 87? Not likely. To win a lot you have to give a lot – for the jury to choose from, so the guys and girls at Los Angeles Times are not only the biggest winner, they are probably also the biggest spender. And this, just like attending the seminars, helps keep organizations like SND and SNDS alive.
See you in Stockholm!
.......

Read the magazine online www.prydsblog.com/2011/03/first-2011-snds-magazine-is-out.html
or on snds.org/magazine

Næste bog fra FiberFeber på vej

Så er forlaget FiberFebers næste bog "Væv i tiden - 25 år med Væveskolen" sendt til tryk. Nu venter vi bare på blåkopien (som i dag er et helt almindeligt udskydningsprint, limet og samlet i rigtig rækkefølge), og når det er godkendt er det ellers bare at vente på det endelige produkt.

Som titlen antyder handler det om en jubilæumsbog – Væveskolen i Greve fejrer nemlig 25 års jubilæum i år. Og det skal fejres – blandt andet altså med denne udgivelse. 160 sider med historie, fortællinger, opskrifter – og en hel stribe flotte fotos af vævede ting fra Væveskolens værksteder. Karl Ravn har som sædvanlig fotograferet i vanlig overlegen stil, og Tolstrup Pryds Grafisk har endnu en gang redigeret og designet en bog, der forhåbentlig finder vej til væveglade bogreoler i hele landet.

Se mere og køb bogen på Forlaget FiberFebers hjemmeside www.fiberfeber.dk