Art Copenhagen er åben

Så er årets kunstmesse i København åbnet. Efter en times VIP- og presse-fremvisning akkompagneret af små champagneglas er der nu åbent for pøbelen – undskyld publikum – frem til søndag kl. 18. Og vi gør os selv en tjeneste ved at starte rundturen på førstesalen.

Skal man dømme efter hvad der hænger på skillevæggene, er maleriet, der jo flere gange i nyere tid er blevet erklæret for dødt, stadig i høj kurs hos galleriejerne. Ikke altid i bedste velgående, men dog i voldsom mængde: noget der ligner 95% af messen består af traditionelt maleri – altså traditionelt i betydningen "maleri på lærred". Stil- og udtryksmæssigt er der lidt for enhver smag, og ud over unge håbefulde malere er der sørme også mulighed for at gå hjem med en original Jorn eller et gammelt Else Alfeldt-maleri på masonite.

Det er jo – for en maler som mig – ganske opløftende. Til gengæld er det også en smule kedeligt. Men måske er det kunstmesse-formens natur – de små båse, gallerierne køber sig plads på, er nu en gang nemmest at udstyre med noget fladt der hænger på væggen, suppleret med en enkelt skulptur eller tre, antallet afhængig af hvor mange kvadratmeter budgettet levner plads til.

Enkelte – som svenske Galleri Thomassen herunder – har lavet en nøjsom installation ud af det tre-væggede rum, det finske Gallery Kalhama & Piippo Contemporary har modet til bl.a. at vise en amerikaner der arbejder i tekstile materialer, mens Galleri Susanne Ottesen på sin pænt store stand har ophængt hele tre (3 !) små skilderier. Helhedsindtrykket "på gulvet" er rent, luftigt, prioriteret og – som nævnt – lidt fladt. Det eneste der rager op i landskabet er en SAS-lufthavnstrappe, der er kørt ind midt i lokalet – i øvrigt en glimrende idé, så man ikke skal helt ud i hjørnerne for at komme op på førstesalen.

Og déroppe – på balkonen – finder vi endelig noget af den markedsstemning, andre messer som fx BogForum er langt bedre til at opbygge. Her har gallerierne tilsyneladende ikke været underlagt den jurering, der ifølge en dobbeltsidet annonce i Kunstavisen (som også er til stede på messen) har fået Silkeborgs Galerie Moderne til at boykotte årets messe. Heroppe hænger værkerne tæt, her handles med små malerier ved bordene, her er der trængsel mellem væggene. Gallerie Rasmus har købt noget der ligner en femtedel af balkonens længde og præsenterer vistnok stort set alle de kunstnere han har i galleriet – i hvert fald er der mange – og Galerie Pi har i sin ophængning bl.a. to nye små grafiske blade af min yndlingsgrafiker, Bjarne Agerbo. Så der er gode detaljer at finde i mængden.

Derfor: tag trappen op til overetagen, ikke kun for at høre et af de ti indslag, der er på programmet lørdag og søndag. Standene er ikk' så ring' endda – og man har jo overblik over gulvet hele vejen rundt og kan vælge ud, hvad man skal se på vej hjem. God fornøjelse.


Art Copenhagen – The Nordic Art Fair 2010
Forum, Julius Thomsens Plads 1
DK-1825 Frederiksberg C
www.artcopenhagen.dk
Fredag 17. september kl. 16-20
Lørdag-søndag 18.-19. september 2010 kl. 11-18.


En slags installation, hvor væggene er brugt fuldt ud. Svenske Galleri Thomassen på visit i København.


Hvor er originaliteten? Tilsyneladende ikke i dette hvide maleri ...


"It's all about me" - er "me" kunstneren eller galleriet? Tjah ...

Brasilien set gennem Bob Dylans briller

En politiker, der har allieret sig med en topløs danser for at få opmærksomhed. Et utænkeligt scenario i Europa, men ikke i Bob Dylans Brasilien. (121,9 x 91,4 cm.) Foto: SMK Foto.

Fra Kunstavisen nr. 8/2010

Statens Museum for Kunst viser frem til januar 2011 40 Bob Dylan-malerier, som den legendariske musiker har færdiggjort specielt til denne danske verdenspremiere.

Af Lars Pryds

Det er uden tvivl en god idé af Statens Museum for Kunst at invitere det musikalske ikon Bob Dylan til at udstille sine malerier, hvis målet er at få folk ind ad døren. I hvert fald var der på første åbningsdag pænt besøg. Og det på trods af, at en enig dagspresse op til åbningen har brugt adskillige helsider på at fortælle, at Dylan er en middelmådig maler og kun hænger på væggene på grund af den kendis-effekt, som selv Danmarks fineste museum åbenbart er afhængig af for at kunne sælge entrébilletter.

Udstillingen “The Brazil Series” består af 40 acrylmalerier med motiver, Dylan har fundet på rejser i Brasilien. Bortset fra en udstilling af akvareller på et tysk museum for tre år siden (og et par malerier til egne pladeomslag gennem årene) er det første gang, Bob Dylan viser sine billeder i en større sammenhæng. Dylan har dog malet sideløbende med musikken gennem hele karrieren, men man fornemmer hans egen ydmyghed ved, at han oftest har holdt billederne for sig selv. Nu får vi lov at se hans skildringer af brasilianske hverdagssituationer, politikere, vinbønder, gangstere og magtfulde kvinder.

Ingen sværvægter, men …
Og det er da rigtigt nok - Bob Dylan er ikke en malerisk sværvægter, og der er både motiver og maleteknikker, man kan genkende fra gamle mestre som Matisse eller Nolde. Men der er sammenhæng i billedernes udtryk, og som i Dylans lyrik er der masser af fortællinger i motiverne. De fleste situationer har Dylan set og nedfældet på sin skitseblok, mens de foregik. Sådan fortæller han det i hvert fald selv i udstillingens katalog, og i langt de fleste tilfælde tror man på ham.

Dylans metode underbygges af en lille montre midt i udstillingen, der viser otte skitser, der har dannet udgangspunkt for malerier. Motivet er overført fra papir til lærred, præcist og loyalt overfor den umiddelbare, registrerede skitse. Enkelte steder er der dog ændret i motivet - på billedet “Jægerne” er en af skitsens fire mænd blevet til en kvinde, og der er føjet en bil og en riffel til motivet. Helt slavisk kopiering fra skitsebogen er der altså ikke tale om - maleriet får sit eget liv. I øvrigt er blyantsskitserne ikke det mindst interessante på udstillingen - man fornemmer her en umiddelbarhed og nerve, der ikke altid er til stede i malerierne.

Især i skildringen af menneskefigurerne ses tydeligt, hvordan skitsens blyantsstreger i maleriet omsættes til sorte konturer, der fyldes ud med farve, hvorved figurerne fremstår sært flade. Det er dog interessant at iagttage, at dette ikke er tilfældet, når Bob Dylan skildrer de nøgne kvindekroppe - her er der ingen konturstreg, og kvindekroppene modelleres frem alene med farven.

Vigtigheden af at se
Præcis gengivelse af former og proportioner er dog ikke Dylans ærinde. De kluntede menneskeskikkelser kan minde om van Goghs tidlige tegninger af bønder i marken, men Dylan bruger ikke - som van Gogh gjorde - figurtegningen til at udforske formen.

Til gengæld bruger han malerierne - og måske især skitsetegningerne - til at se. Han beretter selv om, hvordan han kom i gang med at male: “Jeg var så heldig at møde en mand, som lærte mig at se. Han skabte sammenhæng mellem mit indre og min hånd på en måde, som tillod mig bevidst at gøre, hvad jeg før havde oplevet ubevidst”. Formålet med malerierne forklarer han således: “Jeg tegner bare, hvad der interesserer mig, og så maler jeg det. Rækker af huse, frugtplantager, rækker af træstammer, det kan være hvad som helst. (...) Jeg prøver ikke at komme med sociale kommentarer eller leve op til nogens visioner, og jeg kan finde motiver hvor som helst”.

Det er dét, der gør det berettiget at vise denne udstilling på et kunstmuseum - at Bob Dylan husker os på, hvor vigtigt det er at se. Vigtigt at registrere, hvad der sker omkring os, både de store dramaer og de små. “Malerierne må have en eksistensberettigelse”, siger han selv, og på denne måde adskiller de sig ikke fra hans helt unikke musikalske værk. Måske er historien på lærrederne ikke fortalt lige så præcist og lige så ekvilibristisk, som når han fortæller med ord og melodi, men man kan vel heller ikke forlange, at manden skal være et geni på mere end ét område.

Udstillingens katalog på 192 sider er rigt illustreret med både total- og detaljefotos af alle de udstillede værker og indeholder fyldige baggrundsartikler om Bob Dylans billedkunstneriske værk.

Bob Dylan: “The Brazil Series”
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
København K
Til 30. januar 2011
www.smk.dk



Skitsen og det endelige maleri af et religiøst par illustrerer Bob Dylans arbejdsmetode. Kompositionen er bibeholdt nøjagtigt, men udtrykket ændres i “overførslen” fra papir til lærred. (35,6 x 27,6 cm / 121,9 x 91,4 cm.) Foto: SMK Foto.


Brasilianske jægere poserer for Bob Dylan og viser stolt deres bytte frem på en gammel Ford. (121,9 x 91,4 cm.) Foto: SMK Foto.

New collage works on pryds.com

I have made a few new additions to the pryds.com page showing my paintings and collage – from the new "Suspended in Gaffa" series. Head on to http://pryds.com/pryds/art.html to see them.