
Så blev min sidste arbejdsdag på 24timer overstået – underlig, hyggelig og vemodig på samme tid, som den slags altid er. Et år og ni måneder blev det til for mig på gratisavisen, med en del omvæltninger undervejs. Blandt andet: en fusion med metroXpress, opbygning af hele avisen til et andet ombrydningssystem (QuarkXpress-sider), omlægning af redaktionen i flere omgange, decimering af min visuelle afdeling, der gik fra 7 mand høj til 3, plus et par bonusfotografer fra metroXpress, og et par andre småting. En turbulent periode, men det vil alle perioder nok være, når man vover at bevæge sig rundt på gratisavis-markedet.
__Tilbage sidder jeg med gode erfaringer og oplevelser, både faglige og personlige – med en flok gode, glade, ihærdige, kritiske, dygtige, fandenivoldske og galgenhumoristiske kolleger. Og der er jo dét specielle ved kolleger, at de er usandsynligt utroligt unikke, så derfor bliver det aldrig helt det samme, når man skifter arbejdsplads. Ofte bliver det lige så godt, men aldrig det samme. Heldigvis … og tak for det!
__Her er lige et par glimt fra min sidste arbejdsdag i NV. På gensyn!

Så ryddet/rodet var mit arbejdsbord – baggrundsbilledet på min skærm er et foto ef en Morgan i Tivoli … Det er dejligt livsbekræftende, at jeg og andre i denne digitale tidsalder ikke kan undvære gule post-it-sedler på kanten af skærmen …

Min nærmeste 'nabo', nyhedsredaktør Camilla Folsach, kører sin stol ind i mit kameras søgerfelt efter deadline. At det udelukkende er Camillas knæ og lår, der er skarpe i billedet, ER altså et tilfælde – et af den slags lucky punch, fotografer aldrig indrømmer ikke er tilsigtede. Men jeg er jo ikke fotograf, sådan for alvor :-) Knæene er i hvert fald gode nok – og så kan de løbe en hel maraton!

De sidste sider, jeg havde fingrene i på 24timer – talk-opslaget til fredagens avis. Et puslespil af gule klatter og packshots – opslaget er resultatet af en stikprøvekontrol af – eller: et kommando-raid mod, if you like, 10 supermarkeder – hvoraf vi i de 7 fandt varer på hylderne, der havde overskredet sidste salgs-/holdbarhedsdato – i et enkelt tilfælde med hele 40 dage! Tekst af Charlotte Nielsen og Signe Thomsen, billederne er taget af Louise Leth Espensen og Kaare Smith.
__"Talk-opslaget" er 24timers slagnummer hver dag – dagens bedste historie, som får avisens (som regel) eneste annoncefrie opslag og enten bliver eller er dagens "Talk of the Day". Læs det dagligt på 24.dk

Og for at det ikke skal være løgn, nåede jeg faktisk også at sætte mit fingeraftryk (eller negle-skrabe-mærker) på oktobers sidste udgave af metroXpress – en håndfuld (undskyld) skrabespor efter de skarpe negle på Kaares foto af en hånd fra Helvede (eller var det BR Legetøj?).
Billedet øverst er taget ved toiletterne på "Café Under Hylden" på Nordre Fasanvej, hvor den hårde kerne holdt ud og sluttede dagen af. Hvis jeg boede på Nørrebro, ku' dét godt blive mit stamværtshus …









