Saturday, 12 September 2009

Verden set gennem normalitetens filter


Ivonne Thein (født 1979 i Tyskland) peger i sit fotoprojekt ”Zweiundzwanzig Kilo” på modens og mediernes indflydelse på forestillingen om den perfekte krop. Samtidig er billederne også en kritisk kommentar til fotografiets rolle i udbredelsen af spiseforstyrrelser gennem mediets formidling af unaturlige og ekstreme kropsbilleder. Foto fra Filter#3: Ivonne Thein.

From SNDS Magazine 3|2009 www.snds.org

Af Lisbeth Tolstrup mamamanus@mac.com


Under temaet Normal udfordrer redaktionen af tidsskriftet Filter – for fotografi os endnu en gang til dialog omkring de virkeligheder, der udgøres af fotografiet som udtryk. Indholdet spænder som i de tidligere numre af tidsskriftet vidt. Seksualitet, tabuer, småborgerlighed, kropslighed og normalitetsopfattelser spiddes ud fra forskellige vinkler. Begavet, undersøgende og diskuterende lægges det ud til læseren at forholde sig til de emner, der via fotografiske undersøgelser og nære tekster søger at nå os som storforbrugere af netop fotografi.
__Mens ”portfolio” og ”galleri” udgør korte visuelle introduktioner til udvalgte temaer og kunstnere – i dette nr. bl.a. Roni Horn, Sabine Gruhn og japanske Pyuupiru, hvis stærke selvportrætter (hvoraf et pryder forsiden) tager afsæt i kunstnerens vej til en kønsskifteoperation – lægges der i flere artikler op til drøftelse af, hvordan feltet fotografi kan betragtes under aktuelle synsvinkler.
__Blandt de væsentlige scoop er artiklen med Dag Petersson, der har været kurator på den netop afholdte udstilling af Jacob A. Riis’ fotografier fra 1880’erne (på det Nationale Fotomuseum i København), og artiklen Iblandt os – der refererer til en fotobog om mennesker med psykiske sygdomme, fotograferet af Magnus Cederlund og initieret af Susanne Voss-Knude. Stærke tekster i samspil med en stærk billedside – Filter udfordrer læseren både visuelt og intellektuelt.

Mette Bersang m.fl. (red.):
Filter – for fotografi #3 Tema: Normal
144 sider.
ISSN: 1903-0010.
Pris: 90 DKK.
www.filterforfotografi.net

0 comments:

Post a Comment