I fredags var jeg til fernisering på Den Frie. Vist nok for første gang – selv om jeg efterhånden har boet på Østerbro i fem år. Men sjovt var det, og fadølsanlægget havde to forskellige slags øl at vælge mellem. Udstillingen, der hænger til den 9. september, har titlen "Autopsi" (der betyder "selvsyn"), en overdådig præsentation af mere end 500 anskuelighedstavler, som nogle af os vil kunne huske fra vores skoletids ildelugtende biologilokaler. Tavler der viser oldtidsfund, plantelivets sammensætning, blåhvalernes størrelse og hvordan en typografisk sættemaskine (ak ja, det var dengang) rent mekanisk fungerer.
__Sjovt nok, og lidt en vandring down memory lane, men hvad laver disse fine gamle tavler på en kunstudstilling? Er det ophængningen der bliver til kunst? Er det ophobningen der gør det? Eller det simple faktum, at det er tre billedkunstnere, der har udvalgt tavlerne (i samarbejde med DPU, Aarhus Universitet, hvor tavlerne til daglig opbevares på Danmarks Pædagogiske Bibliotek)? Det er godt nok svært at gennemskue, og endnu en gang forlader jeg en udstilling, denne gang i den smukke gamle træbygning på Oslo Plads, med fornemmelsen af at kunsten og kunstnerne glimrer ved deres fravær.
__Det eneste sted på udstillingen man mærker pulsen af billedkunstnerisk arbejde, er i det allerbagerste udstillingslokale, hvor der på gulvet er samlet fire "collager" (hver ca 2 x 2 m) af udkast til plakater for Den Fries udstillinger fra 1940'erne og frem – kultegninger, gouacher og papirklip, der sikkert den gang endte i storformat på plakatvæggen vis-a-vis Østerport Station. Hér var der sgu noget at komme efter. Også en slags anskuelighedstavler, i virkeligheden, så måske er det den egentlige pointe på udstillingen: At komme fra skolestuen ud i den kunstneriske virkelighed. En hurtig gennembladring af udstillingskataloget gør mig ikke klogere, denne lille fine niche i udstillingen er tilsyneladende slet ikke omtalt på tryk. Ærgerligt.
__Her er et par fotos fra udstillingen.
Fakta om udstillingen
"AUTOPSI"
Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads, 2100 København Ø
www.denfrie.dk
Åben mandag-søndag kl. 10-17, torsdag 10-21
Brunch talk 29. august kl. 11-13
...
0 comments:
Post a Comment