Fik Journalisten ind gennem brevsprækken idag – og med den den første reklame for årets Fagfestival. En cirkelrund ting, opdelt i lagkagestykker (ottende-dele) hvoraf to er skåret ud. Hvad i alverden er det for noget? Den fik mig til at tænke på de øvelser vi lavede på første årgang på Kunsthåndværkerskolen i firserne – "angrib dit papir og vær kreativ". Anvendelig og kommunikerende er den i hvert fald ikke, og jeg bliver personligt ret irriteret over sådan et kræmmerhus. Hvad er meningen? Skal man folde det (efter den lille påtrykte grafiske anvisning) og så have det stående til pynt på sit skrivebord?Nej, giv mig en go' gammeldags brochure, der grafisk og tekstmæssigt klart – og gerne nytænkende – kommunikerer hvad det er jeg skal tilmelde mig. Fortæl mig hvad det handler om, og spis mig ikke af med det her misk-mask af en foldeprøve, med tekst på kryds og tværs og uden sammenhæng. Ikke engang typografien er letforståelig – mange af A'erne (ikke konsekvent alle) er designet som lagkagestykker (nåja, okææy, så er der da en sammenhæng), men det gør det bestemt ikke læsevenligt, og minder mest af alt om den gimmick e-Types i sin tid lavede med Danske Designeres identitet, hvor alle de store D'er blev skiftet ud med sorte firkanter. Dén lever endnu, gud bedre det.
Bortset fra det, så er Fagfestival et glimrende tilbud til nyhedsarbejdere og mediefolk med ønske om at udvikle sig selv og lære nyt, men om man fatter det med denne kræmmerhus-udsendelse er et spørgsmål. Hvad svarer du?
Opdateret: Journalisten.dk optog dette indlæg - og det gav da et par reaktioner dér. Se dem på http://journalisten.dk/fagfestival-kikset-kraemmerhus