
Kunst i fængsel
Ni billedkunstnere med vidt forskellige udtryksformer har fundet sammen om at udstille i Fredensborgs velbevarede Ting- & Arresthus. Maleri, skulptur, keramik og tekstilkunst kan fra den 11. april ses på væggene i det tidligere fængsel.
Seks af udstillerne – malerne Inger Andersen, Leni Buchholst, Annette Søndergård Nielsen og Lene Sandvang, væver Elsebeth Plate samt keramiker Nanna Skibsted, der alle bor og arbejder i Nordsjælland, har tidligere udstillet i sammen i Tinghuset. I år har de inviteret billedhugger Marianne Ring (Roskilde), væver Hannah Smeds-Davies (Maidenbridge, England) og maler Lars Pryds (København) med i arresten.
Dermed er der lagt op til en hel serie af enkeltoplevelser, da fængselscellerne fremstår i oprindelig opdeling og indretning. Det originale, simple inventar – som fx. indmurede stole og borde, bilæggerovne og brikse – danner en speciel rustik baggrund for udstillingerne i de i alt 10 celler, der sammen med arrestgangen udgør udstillingsområdet.
Workshops
I forbindelse med udstillingen arrangeres to workshops: Søndag den 13. april inviterer Lene Sandvang til malerworkshop for børn, hvor hun med farver, humor og indlevelse vil guide børnene til at lave små kunstværker, mens forældrene ser på udstillingen. Deltagerbegyr: 40 kr. Lørdag den 19. april står keramiker Nanna Skibsted for en workshop i rakubrændingens svære kunst.
Ting- & Arresthuset, der er tegnet af arkitekt N. S. Nebelong og opført i 1857, er – bortset fra en kort periode i 1945 – senest benyttet som fængsel i 1919. Gennem de senere år er bygningen blevet gennemgribende, men nænsomt, restaureret og huser nu en kombination af virksomheder, kontorer og så altså Galleri Tinghuset, der startede for et par år siden som et "selvbetjeningsgalleri", hvor kunstnerne selv står for ophængning og pasning.
Fakta
Kunst i Ting- & Arresthuset, Tinghusvej 13, 3480 Fredensborg
Fernisering: Fredag den 11. april 2008 kl. 16–19.
Åbent: Hverdage kl. 14–18; Onsdag den 16. april kl. 14–20; Lørdage-søndage og St. Bededag kl. 12–16.
Åbne Workshops:
Søndag den 13. april kl. 12–16: Maleri for børn v. billedkunstner Lene Sandvang
Lørdag den 19. april kl. 12–16: Raku-brænding v. keramiker Nanna Skibsted
Pressebilleder og info:
www.textilkunst.dk/tinghuset
Sunday, 16 March 2008
Kunst i Ting- & Arresthuset, Fredensborg
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

0 comments:
Post a Comment