
De tre mest læste aviser i Danmark i december 2007
Gratisavisen 24timer, der udgives af JP/Politikens Hus, gik ind i det nye år som den mest læste avis i Danmark, ifølge Gallups Aktualitetsindeks offentliggjort 11. januar.
Undersøgelsen placerer 24timer i toppen af listen med 563.000 læsere på hverdage i december 2007. Nyhedsavisen følger på andenpladsen med 540.000 læsere, og Politiken har sneget sig op på en samlet tredjeplads med et læsertal på 520.000. Morgenavisen Jyllands-Posten, der de senere år længe har kunnet kalde sig Danmarks største avis, er røget ned på en fjerdeplads, med 24.000 læsere færre end Politiken.
Blandt de store betalingsaviser har kun Jyllands-Posten færre læsere end i samme måned 2006. Ekstra Bladets læsertal er uændret, mens både Berlingske Tidende, BT, Weekend-Avisen og Politiken har øget med hhv. 5, 7, 13 og 14 procent.
Om søndagen er Jyllands-Posten trods fald fortsat den største betalte avis med 731.000 læsere (769.000 i dec. '06) mod Politikens 595.000 (561.000). Men der er dog stadig et godt stykke op til den gratis, husstandsomdelte Søndagavisen der dumper ind ad brevsprækken hos samtlige danske husstande sammen med reklamebunken om søndagen, og derfor læses af 1.889.000, ifølge Gallup.
Læs også:
Business.dk: Politiken overhaler Jyllands-Posten
SNDS.org: Gratisaviser læses mest
TNS Gallups Aktualitetstal
Denne gamle lysreklame dukkede op igen i det københavnske bybillede omtrent samtidig med Gallups nyeste tal. Den fik mig til at tænke på Mackie's Pizza i Århus der engang (stadig?) bruger sloganet "1 mio. fluer kan ikke tage fejl". Dér har teksten ligesom en ekstra krølle – og de er go'e, pizzaerne.
Sunday, 13 January 2008
24timer den mest læste (opdateret)
Subscribe to:
Post Comments (Atom)

0 comments:
Post a Comment