Fra SNDS Magazine 3|2007 – English Version
Kommunikation og stillingtagen til den virkelighed, som omgiver os, er væsentlige ingredienser på de mange udstillinger, der indtil slutningen af november udgør årets Biennale di Venezia – den 52. Internationale Kunstudstilling.
Tekst og foto: Lars Pryds pryds@mac.com Hvad i alverden laver en omtale af en kunstudstilling – selv verdens største og mest traditionsrige af slagsen – i et blad som SNDS Magazine? Well – en gang imellem er det godt at vende tingene lidt på hovedet og lade sig inspirere af, hvordan andre visuelle kræfter arbejder. Med titlen “Think With the Senses – Feel With the Mind” opfordrer Biennalen i år til netop at vende op og ned på begreberne.
Desuden er der i dag langt mellem de kunstnere, der isolerer sig på et koldt atelier med en (varm) nøgenmodel og glemmer verden omkring sig. Den moderne billedkunstner forholder sig til virkeligheden – både den nære og den globale – i mindst lige så høj grad som de nyhedsmedier, vi SNDS-medlemmer arbejder for og i.
Ofte benyttes oven i købet de samme teknikker og udtryksformer – især fotografi og video fylder for eksempel rigtig meget på Biennalen, ofte i kombination med installationskunst. Fortællemåden adskiller sig dog ved, at pointen eller budskabet ofte vokser langsomt frem, og ikke (altid) er synlig på det splitsekund, en forside på en formiddagsavis stiller krav om. Desuden har kunstnere – i modsætning til fx. reportagefotografer – friheden til at “justere” billedet af virkeligheden, og dermed få budskabet og den personlige kommentar til at fremstå stærkere.
Ikke overraskende handler meget af kunsten om krig, menneskelig ulykke og terror i verden – hvilket godt kan være en smule deprimerende. Og man kan spørge sig selv, om der overhovedet ikke er plads til den æstetiske ”kunst for kunstens skyld” i dag – men hvis svaret er nej, er det måske ikke så mærkeligt.
En del kunstnere arbejder i dialog med de øvrige medier, vi omgiver os med. Dels ved at søge inspiration til projekter i nyhedshistorier fra medierne, men også mere konkret ved at tage elementer fra fx. aviser og bruge dem som del af kunstværkerne, som fx. amerikaneren Jenny Holzers billeder, hvor dokumenter fra de amerikanske myndigheder er blæst op i flere meter brede lærreder. Eller spanske Ignesi Aballí, der har været sakset rubrikker i tusindvis i de spanske aviser.
Så i billedkunsten er der rigeligt med referencer til “vores” virkelighed – som jo også blot er et lille vindue ud til den store verden. SNDS Magazine har åbnet vinduet på klem og viser på disse sider eksempler på hvad vi så.
COLLAGE Med saks og klister – spanieren Ignesi Aballí har brugt den daglige avis som udgangspunkt for en væg med i alt 30 digitale print på hver 150 x 105 cm. De udklippede avisoverskrifter – overordnet kaldet for ”Lists” – er samlet i grupper med titler som ”Deaths”, ”The Wounded”, ”Drugs”, ”Corpses” etc.
I al stilfærdighed får den enorme ophobning af enslydende, statistiske opremsninger en langt stærkere virkning, end de oprindeligt har haft enkeltvis. Med Aballís egne ord: »Jeg har aviserne i hånden hver dag, og tænkte jeg kunne bruge dele af dem inden jeg smed dem ud. Jeg overvejede hvilket indhold, der bedst kunne beskrive virkeligheden uden at gøre den specifik, uden at den mistede sin objektivitet, uden at begrænse den til et bestemt tidspunkt eller til en bestemt dag.«
MALERI Jenny Holzer har brugt dokumenter fra den amerikanske regering og FBI omhandlende krigen i Irak, Mellemøsten og Guantanamo som grundmateriale i sine store lærreder. Hun fremstiller nøgternt og præcist, hvad der fra officel side er frigivet, og navnlig hvad der er streget i censuren inden frigivelsen. Herover fx en ”Detainee Summary Page” i A4-format – forstørret op til et lærred på 260 x 200 cm – hvor samtlige linier er streget over med en sort spritpen inden frigivelse af dokumentet til offentligheden. Hvad kan presse eller offentlighed bruge et sådant dokument til?
SKULPTUR/INSTALLATION Jorge Pinedas installation ”I’m Leaving: North” er en barsk sag. En dreng – træskulptur i naturlig størrelse – placeret hvor to vægge mødes, med underarme der er brændt eller slidt af til tæt på albuerne. Et udtryk for desperation fra drengens side? Hvordan er det overhovedet muligt at tegne med begge arme på begge vægge? Den symmetriske opstilling er på én gang velordnet og urovækkende. Jorge Pineda er helt tydeligt på børnenes side. Ifølge kataloget refererer titlen til den drøm mange, der er vokset op på den sydlige halvkugle, nærer om at flygte til den nordlige. En umulig længsel.
COLLAGE En uges forsider fra en palæstinensisk avis, pænt indrammet i hvide trælister og med glas for. Umiddelbart kan det lyde det lidt småkedeligt, men franske Marine Hugonnier har erstattet alle avisens voldsomme reportagefotos med rene farveflader og enkle geometriske aftegninger. Disse er i virkeligheden sider klippet ud af en bog af kunstneren Elsworth Kelly (som i øvrigt også udstiller på denne Biennale). Hugonnier formår at bringe to helt forskellige typer information sammen på denne måde – én der rapporterer fra verdens uorden, og en anden der forsøger at beskrive sindbilledet på den æstetiske orden i tilværelsen. De to modpoler mødes i denne nøjsomme kombination, og resultatet er overraskende harmonisk, ikke mindst i kraft af samspillet mellem de rene farveflader og de kalligrafisk-geometriske skrifttegn i avisen.
VIDEO Armeniens nationale bidrag til Biennalen har titlen “Who is the Victim?” og består af flere videoinstallationer af Sonia Balassanian. Den stærkeste var en sammenstilling af to sekvenser, projiceret op overfor hinanden i et hjørne. I den ene sekvens fortæller en armensk soldat apatisk og monotont om sine krigsoplevelser. I den anden, lige så stilfærdigt og nøgternt, beretter en kvinde om den periode i sit liv, hvor hun forsøger at opretholde en tålelig tilværelse for sig selv og sine børn. Hun føder det yngste barn to timer før hendes dræbte mand bringes hjem til hende fra krigen. Hvem er offeret?
VIDEO Vi (især de af os, der en gang har været drenge) kender den: glæden ved at drible og lege med en bold. Paolo Carnevari’s 12 minutter lange video “Bouncing Skull” viser netop en dreng, der dygtigt og intenst leger med en bold. Godt nok på en plads, der ser ud som om den er bombet, med ødelagte huse og murbrokker i baggrunden. Hvor mon det er, tænker vi, men under alle omstændigheder: sikken tilpasningsevne – at kunne lege ubekymret sådan et sted. Nogle minutter går, og efterhånden kan vi se, at fodbolden faktisk er et menneskekranium. Lyden af bolden der ramte jorden, havde godt nok en lidt hård klang. I rulleteksterne fremgår det, at filmen er indspillet på det sted, hvor Slobodan Milosevic’s hær havde sit hovedkvarter, indtil det blev bombet. Dermed er det ikke blot drengens tilpasningsevne der er usædvanlig – Canevari får ved valg af location til filmen afleveret sin kommentar til den generelle forråelse, krigsramte områder må leve med og i. (Foto: PR)
FOTO Neil Hamon fotograferer portrætter af soldater. I usædvanlig god billedkvalitet, i betragtning af, at det er billeder fra slagmarken. Indtil det går op for en, at nogle af personerne er identiske, og at det jo ikke kan lade sig gøre for en fotograf, der er født i 1975, at fotografere en Vietnam-soldat i 1968, endsige en tysk underofficer fra anden verdenskrig. Altså: billederne er kunstnerens iscenesatte virkelighed, men den perfekte præsentation bringer personskildringerne tæt på og giver noget at tænke over: Hvad er det for en virkelighed, vi sender helt almindelige mennesker ud i, når vi sender dem i krig? (Foto fra kataloget).
FOTO Mennesker er der ingen af i Gabriele Basilico’s portrætter af sønderbombede Beirut. De i alt otte store billeder udstråler en skønhed og æstetisk ro, der er foruroligende, netop fordi motiverne er resultaterne af ødelæggelsesangreb. Basilico er det diamentralt modsatte af en paparazzi, der uden skånsel jagter det sensationelle billede. Som han selv siger: “Mit job er at fotografere byer. […] Men en såret og krænket by har krav på en ganske speciel følsomhed, den forventer speciel opmærksomhed, deltagelse men også respekt.”
INSTALLATION I I’Istituto Italo-Latino Americano’s palazzo i Dorsoduro-området af Venedig vises en af de traditionsrige tilbagevendende del-udstillinger under biennaleflaget – i år med 21 inviterede kunstnere fra de latinamerikanske lande. Her har cubaneren Wilfredo Prieto opbygget sit “Hvide Bibliotek” – 6000 hvide bøger med hvide sider i bogreoler der helt dækker rummets fire vægge, en stak blanke aviser i vindueskarmen samt to borde der gør det ud for en slags læsesal, hvor man kan læse de blanke sider.
Uden yderligere kommentarer eller forklaringer til at følge værket på vej er man overladt til at danne sin egen tolkning af installationen, der vækker til både tavshed og eftertanke – ganske som på et rigtigt bibliotek. En på samme tid stilfærdig og kraftfuld oplevelse.FAKTA: Biennalen i Venedig - 52. Internationale Kunstudstilling
10.06.–21.11.2007
Biennale-udstillingen består af to hoveddele:
–
En centralt kurateret udstilling med over 100 kunstnere fra hele verden. Denne del har i år temaet “Think with the Senses, Feel With the Mind” og vises i den store italienske pavillon i Giardini-parken samt i Arsenale, den tidligere flådestation.
–
De deltagende lande, som selv udvælger kunstnere til at udstille i de nationale pavilloner i Giardini og i palazzoer spredt rundt i byen. I år deltager 76 lande, det højeste antal hidtil.
Et fyldigt katalog i tre bind koster 70 euro (med presse-reduktion: 50 euro).
I Biennale-perioden arrangerer Venedigs museer og gallerier storstilede udstillinger, så der er ekstra meget at se på i byen.
Udover kunstudstillingen hvert andet år (ulige årstal siden 1895) arrangeres under “brandet” la Biennale også en International Filmfestival (hvert år siden 1932); en Biennale for Arkitektur (lige årstal siden 1975); internationale musik-, teater- og dansefestivaller, foruden et historisk arkiv over moderne kunst.
Se mere på
labiennale.orgBragt i SNDS Magazine 3|2007, Oktober 2007.
Fotos: Lars Pryds, hvis ikke andet er angivet.
Flere fotos på pryds.com/k#4bap
An English version of the article can be found here
